I et langt samliv er det nødvendigt at skændes en gang imellem, men skænderier og dårlig stemning kan fylde så meget, at der ikke bliver overskud til samvær i harmoni. Endnu værre er det, hvis skænderierne begynder at underminere tilliden i forholdet.
Hyppige skænderier udstiller ikke bare en konflikt, men også en fasthed, som er svær at håndtere. Bag skænderierne og urokkeligheden gemmer sig ofte nogle værdier eller betydninger, som er usynlige.
Skænderiets styrke udstiller vigtigheden af den underliggende misforståelse. Hvis betydningen var kendt, ville der formentlig ikke være konflikt. Så var der en løsning.
kommunikation og betydning
I vores arbejde med skænderier og konflikt vil vi både undersøge, hvordan I taler sammen, hvordan I diskuterer eller skændes og hjælpe jer med at finde de bagvedliggende betydninger. I skændes jo, fordi noget er vigtigt.
Vi kan lære jer at ‘blive på egen banehalvdel’ og lære jer at skelne mellem ‘følelser og business’, så I kommunikerer på samme niveau, og vi kan hjælpe jer med den nødvendige forsoning, så I kan komme videre.
Skænderier er grundlæggende nogle uheldige forsøg på at kende hinanden. Bag skænderierne findes stærke ressourcer og et dybt kendskab til hinanden, som I kan bringe ind i forholdet, hvis I kan lære at forsones.