mere om kinks og seksuel identitet

Menneskers seksuelle tænding har mange farver. På hjemmesider for kinky sex findes fortegnelser med mange hundrede seksuelle variationer. Vi har endnu ikke mødt mennesker, som er de eneste i verden med deres seksuelle præferencer.

ulovlige lyster og dybe længsler

Nogle seksuelle interesser er forbudt ved lov: pædofili, fordi det er misbrug af mindreårige, og exhibitionisme (blotteri) og voyeurisme (beluring), fordi det krænker privatlivets fred. Af samme grund er det strafbart at have sex på offentlige steder. Mennesker, som har de seksuelle interesser, kan komme i vanskeligheder. Både fordi deres seksualitet er krænkende, og fordi den er strafbar.

Vi hjælper mennesker, som er i vanskeligheder med deres seksualitet. Det kan for eksempel være, hvis seksualiteten er strafbar og svær at udleve, eller hvis den er skamfuld, og dermed svær at fortælle om og svær have sammen med en partner, eller hvis I står af på den andens seksuelle længsler.

LGBTQ

Heteroseksualitet, homoseksualitet, biseksualitet og transseksualitet handler ikke om seksuelle problemer men om seksuel identitet, dvs hvordan vi gennem vores seksuelle tiltrækning identificerer os som mennesker.

Der kan være behov for hjælp, særligt hos unge, og ikke mindst unge fra meget religiøse familier, til håndtering af den måske nyopdagede seksuelle identitet i forhold til familie, venner, kolleger og til det omgivende samfund.

De seksuelle problemer hos LGBTQ-personer kan være relateret til identitet, men er oftest ‘helt almindelige’ seksuelle problemer og vil i rådgivningen blive mødt og behandlet således.

Rejsningsproblemer hos en bøsse er lige så generende som rejsningsproblemer hos en heteroseksuel, og skedetørhed hos en lesbisk er lige så generende, som skedetørhed hos en heteroseksuel. Transkønnede kan have problemer med penetrationssex, hvor rådgivning og terapi, kan hjælpe med at give seksualiteten nye veje.