Mere om Inge og Michael

Vi er gift med hinanden, og efter tredive års ægteskab synes vi stadig, at det er udviklende at være i et fast parforhold. Vi har gennem ægteskabet prøvet og klaret udfordringer med børn, økonomi, flytninger, karriereskift, sygdom, seksualitet, forskellige mål og værdier, jalousi, udmattelse, irritation, skænderier m.v.

Gennem alle årene har vi, med udgangspunkt i vores faglighed som henholdsvis psykolog og psykomotorisk terapeut/sexologisk rådgiver haft indbyrdes samtaler om det lange parforholds udfordringer og udviklingsmuligheder, og vi har uddannet os, både hver for sig og sammen. Siden 2011 har vi sammen arbejdet med mennesker om at udvikle, genopdage eller afslutte deres parforhold.

Vores unikke kombination af psykologisk og kropsorienteret viden kombineret med en sexologisk overbygning og erfaringerne fra et langt ægteskab sætter os ydermere i stand til at forstå de fine nuancer om spændingsspil, om roller og positioner og om de dybe længsler, der er i spil, når seksualiteten udfordres.