elskeriets teori og metode

Vores terapeutiske værktøjer er undersøgende samtale, opmærksomhedstræning, kommunikations- og adfærdstræning, eventuelt suppleret med kropsøvelser og kropsbehandling.

Målet med terapien er at ændre jeres perspektiv eller ændre jeres adfærd. Gennem terapien får I mulighed for at ændre forståelse af hinanden og hinandens motiver, og I får inspiration til at handle anderledes, enten når I kommunikerer, eller når I gør noget sammen – fra opvask til sex.

Jeres hidtidige erfaringer, strategier eller metoder duer ikke længere, det er formentlig derfor I opsøger hjælp: I gør eller siger de samme ting og I ender i samme dumme hul, selvom I stadig elsker hinanden. Derfor skal I udfordres til og trænes i at gøre noget nyt.

Gamle Freud er lagt på hylden. Vi er begge fænomenologisk funderede. Det betyder, at vi arbejder med de dynamikker, som opstår i samtalerummet. Både i kontakten mellem jer og i jeres kontakt med os. Med fænomener mener vi de tanker, følelser og sansninger og dermed de processer, der går i gang, når mennesker er sammen.

Vi arbejder ud fra en forståelse af en tredelt hjerne, der på tre niveauer håndterer sansninger fra kroppen, følelser, der er fortolkninger af vores sansninger, og de rationelle tanker, vores fornuft, det, som vi har lært og erfaret.

Alle tre navigationsmåder – sansninger, følelser og rationel tænkning – er hele tiden i spil. Både når vi oplever verden, og når vi er i kontakt med andre. Vores rådgivning og terapi vil derfor favne de tre navigationsmåder, for alle tre forståelsesniveauer har noget at bidrage med.

Der er ikke noget der er finere end noget andet. Fornuft er ikke bedre end følelser, og sansninger er ikke bedre end fornuften, men der kan være forskel på vores kontakt med de forskellige hjerneområder. Nogle mennesker er meget rationelle, andre møder verden med deres følelser, men følelser og ‘business’ har det svært med hinanden, når det foregår på samme tid. I får hjælp til at skille det fra hinanden.

De færreste er bevidste om deres sansninger, om hvad der sker i kroppen. Sansningerne, det vi kan mærke, er vores uanfægtelige ståsted. Hvis du kan mærke din krop og dine grænser, bliver dine grænser sjældent overskredet. Hvis du kan mærke din krop, kan du også mærke din ulyst og din lyst.